Historie og vision Vildmarken
Vision
Vi arbejder for at etablere noget af Danmarks vigtigste nye natur og blive en platform for ny viden, udvikling af best-practice og formidling om naturgenopretning.
Saksfjed Vildmark er et af Danmarks største rewilding-initiativer. På 800 hektar på det sydlige Lolland genetableres naturlige processer, når tidligere landbrugsjord omlægges til vild natur. Her giver vi plads – både til naturen og til den nyeste viden og formidling om naturgenopretning.
Vildmarken prioriterer forskning, erfaringsudveksling og formidling, hvor forskere, studerende, frivillige og besøgende kan deltage i arbejdet med at forstå og accelerere naturens tilbagekomst.
Vores mål:
Historie
Vildmarkens historie
Saksfjed Vildmark blev til, da Hempel Fonden i 2023 opkøbte knapt 800 hektar af det, der tidligere var kendt som Lungholm Inddæmning på Lollands sydspids. Området er inddæmmet havbund og har hidtil været brugt til jordbrug med dyrkning af korn, brakordninger og lidt skovdrift.
Fondens formål med opkøbet var at beskytte og genoprette biodiversitet med videnskabeligt funderet rewilding som metode. Valget faldt på netop Saksfjed, da det på grund af sin størrelse, jordbundsforhold og placering har meget stort naturmæssigt potentiale.
Første skridt i omlægningen var at etablere 23 km ydre hegn med henblik på at sætte store planteædere ud. De er en forudsætning for at gendanne mange af de naturlige processer, som går tabt i et opdyrket landskab. I alt knap 200 dyr blev sat ud i de to store indhegninger – cirka 150 Galloway-okser og 50 Exmoor-heste. Samtidig blev igangsat en række baseline-undersøgelser og monitoreringsprojekter, der skal dokumentere udviklingen og danne grundlag for forskning i området.