Store 
Planteædere

I Saksfjed Vildmark kan du møde Galloway-okser og Exmoor-heste på arbejde.

Store dyr – også kaldet ’megafauna’ - har en særlig vigtig rolle for biodiversiteten. De er så store, at de kan påvirke deres omgivelser i sådan en grad, at vi også kalder dem “landskabsingeniører”. De er for eksempel med til at holde sårbare naturtyper som enge, overdrev og vådområder lysåbne ved at æde opvækst.

Samtidig skaber de enorm variation i landskabet, når de græsser, skider, skraber og slider på jorden og bevoksningen, og det giver levesteder til hundredvis af andre arter – for eksempel sjældne sommerfugle, varmekrævende insekter, orkideer og padder.

Forvaltning

Dyrebestanden i Vildmarken forvaltes på samme måde som resten af Vildmarken – med mindst mulig menneskelig indgriben.

Det betyder, at dyrene yngler, som det passer dem. Udover at det sikrer det optimale græsningstryk for biodiversiteten, så øger det dyrenes velfærd at have en naturlig flokstruktur med alt hvad dertil hører af yngelpleje, sociale dynamikker og hierarki.

Der føres naturligvis tilsyn med dyrene i henhold til dyrevelfærdsloven og bestanden reguleres, så den passer med områdets fødetilgængelighed.

Vis hensyn

Du skal altid holde afstand – mindst 50 meter – til dyrene.

Og du må naturligvis ikke fodre dem. Heller ikke med en godbid. Dyrene kan ofte ikke tåle det, og fodring kan ændre deres adfærd, så de blive opsøgende og dermed til gene for andre besøgende.

Dyrene er hårdføre racer, der har levet udendørs hele deres liv, og de holder naturligt afstand til mennesker. Dette bedes du respektere.

Henvendelser om dyrene bedes rettet til dyrenes ejere, hvis kontaktinformationer fremgår af skilte opsat ved alle indgangene til indhegningerne.

nuværende bestand

Antal
51 Exmoor-heste
Antal
135 Galloway-okser