Hvad er Rewilding
Hvad er rewilding?
Rewilding er en langsigtet metode til at bevare og genoprette biodiversitet.
Denne videnskabelige metode bygger på princippet om at genoprette naturlige processer i selvforvaltende økosystemer med minimal menneskelig indgriben.
Naturen er fuld af vigtige processer, der alle spiller sammen i et komplekst og sirligt system. Selv storme, skovbrande, oversvømmelser, sygdom og døde dyr er alle med til at skabe mere variation i naturen - hvis man tillader det.
På grund af forskellige begrænsninger og hensyn kan man naturligvis ikke beskæftige sig med dem alle i rewilding, men mange naturlige processer kan man forholdsvis nemt indføre.
De tre vigtigste kan du læse om her.
Store dyr
Et centralt punkt i rewilding er de store planteædere, som udgør en erstatning for fortidens megafauna.
I dag er megafaunaen helt eller delvist fraværende i store dele af verden. Sammen med de store dyr forsvandt også den variation, som kun store dyr skaber. En variation, som gennem tiden har skabt levesteder for mange arter - arter, der i dag er truede, fordi de er udviklet i samspil med megafaunaen og afhænger af de levesteder, de store dyr skaber.
Selvom uroksen og vildhesten er uddøde, så lever deres gener videre i nutidens heste og kvægracer. I rewilding bruges derfor hårdføre racer, da de langt hen ad vejen kan opfylde de samme roller i naturen.
Vildere vand
Naturlig hydrologi handler om at give plads til vådområder, som styres af nedbør og oversvømmelser, og ikke dræning og kanaler. Det gælder naturtyper som vandhuller, moser, søer, kildevæld, enge og vandløb. Især de såkaldt temporere vådområder, altså områder, der oversvømmes og udtørrer igen, er vigtige for mange truede arter, for eksempel flere paddearter.
Disse naturtyper er gradvist forsvundet i takt med, at man har rettet vandløb og åer ud og drænet marker og enge af hensyn til landbrug og skovdrift. Et trin i rewilding kan derfor være at fjerne dræn og etablere vådområder. Her bidrager de store dyr også til at forme og vedligeholde vådområderne.
Naturlig tilgroning og selvsået skov
Rigtig mange af landets truede arter er knyttet til lysåben skov. I det meste af Danmark vil skov komme helt af sig selv. Både på grund af de frø, der allerede er i jorden, men også fordi frø spredes med vind og dyr til nye områder. Det giver en helt naturlig variation og artsrigdom, som ikke kan opnås ved udsåning.
Brede indre og ydre skovbryn med overgangszoner er noget af den mest artsrige natur, vi har i Danmark. Igen spiller de græssende dyr en vigtig rolle i at hjælpe med at holde skoven lysåben ved at æde skud og opvækst. Mange af vores nu uddøde dagsommerfugle var netop knyttet til sådanne skove med lysninger.