Naturtalenter: 'New kids on the block'

Den nye generation af naturtalenter nørder igennem på Molslaboratoriets nye arealer – en intensiv weekend med masser af hits og ånd.
“Vi udvidede jo Molslaboratoriet med ca. 40 hektar tidligere på året. Det omfatter kildevæld, aske-ellesump, kratskov og sandmarker med gammelt flyvesand. Nu slipper vi naturtalenter løs for at finde ud af, hvad der gemmer sig derude!”
Vild weekend
Selvom sommeren er ved at afslutte sin forestilling, så summede Molslaboratoriet hele weekenden. Stedet dannede nemlig rammen om et mini-feltkursus i samarbejde med Kulten, de biologistuderendes feltforening ved Aarhus Universitet. Nye og gamle studerende nørdede natur hele weekenden, hvor der var masser af fællesskab, faglighed og fantastiske arter.
Sjældne hits fra Molslaboratoriet

"De nye arealer rummer flere kildevæld. Her fandt vi blandt andet Lesteva punctata, en sjælden rovbille i Danmark. Arten er herhjemme kun observeret i kildevæld og er derfor en indikatorart for denne naturtype."

"Vi fandt flere individer af snyltemøgbillen (Aphodius porcus), der er en sjælden art i Danmark, fordi den er knyttet til overdrev med lang græsningskontinuitet. Arten er muligvis parasit hos markskarnbassen, men denne formodning bygger udelukkende på en enkelt observation fra 1800-tallet."

"Stor kæmpejæger er en imponerende stor og sjælden edderkop, som var virkelig fed at finde på de nye arealer. Nu håber vi, at fundet er tegn på, at arten har en bestand derude."

"Jeg har undervist siden 1993 og der har aldrig været så skarp en generation som den vi har nu. De er pissedygtige."

Et levende laboratorium
Molslaboratoriet har en lang tradition for forskning og feltkurser. Det vil Vildmarken accelerere. Målet er at skabe et sted, der både kan samle forskning og formidling, men også sikre at studerende nemmere kan få adgang til erfaring med vilde naturområder.
“At give fremtidens natur de bedst mulige betingelser kræver dygtige fagfolk. Vi har mulighed for at forbinde næste generation af naturnørder med nogle af Danmarks fedeste naturområder. Det er ikke bare et privilegium - det er en pligt!”

Både dyr, svampe og planter - som denne torskemund - blev registreret i weekenden.

Tilbage i lab blev der nøglet arter til sent ud på aftenen.

Feltudstyret blev luftet!

At vi pludselig var på ukendt land på et velkendt sted vakte spænding!