Om Nørholm Vildmark
På knap 870 hektar med hede, skov, moser og tidligere landbrugsjord ligger nogle af Danmarks mest værdifulde naturtyper.
Store dele af Nørholm Vildmark er Natura 2000-beskyttet og rummer sjældne naturtyper og arter – fra odder og ulv til sjældne svampe og insekter.
Her findes både våd og tør hede, hedesøer, enekrat, indlandsklitter, moser og overdrev, som tilsammen skaber en fantastisk mosaik af levesteder. Varde Å løber gennem området og gør Nørholm til et unikt naturknudepunkt for både dyr og planter.
Fremover vil vi understøtte og styrke områdets sårbare natur gennem helårsgræsning og naturlig hydrologi, der vil sikre de sårbare lysåbne naturtyper. Vi vil skabe nye muligheder for formidling, undervisning og forskning i rewilding.
Natur og landskab
Hede, skov og vådområder langs Varde Å
Nørholm rummer nogle af landets mest værdifulde naturtyper: våd og tør hede, hedesøer, enekrat, moser, overdrev og indlandsklitter. Midt gennem området løber Varde Å – en af landets få floder – som er levested for en lang række sjældne og truede arter.
Store dele af området er udpeget som Natura 2000 for at beskytte netop disse sjældne naturtyper og de arter, der er knyttet til floden og hedelandskabet.
Nørholm Vildmark er levested for mere end 100 rødlistede arter. Her findes blandt andet:
- Odder, snæbel, flodperlemusling og grøn kølleguldsmed i og omkring Varde Å
- Markfirben, guldblomme og engblomme på den tørre hede og de fugtige enge
- 39 arter af sjældne svampe og laver i skov og på hede
Den store variation på arealet gør området til en af Danmarks mest artsrige heder.

Her finder du Nørholm Vildmark
Hempel Fonden overtager ejerskabet af Nørholm Vildmark den 1. januar 2026. Offentlig adgang sker efter de gældende anvisninger på skilte i området.
Hunde skal holdes i snor for at tage hensyn til de vilde dyr.

Bag om vildmarken
Vi vil beskytte og udvikle Nørholms sårbare natur ved at sikre de lysåbne naturtyper og vådområder.
Nørholm Hede har været fulgt af forskere siden 1913, og området udgør en af Danmarks mest velundersøgte heder. Den lange forskningstradition i naturlig udvikling giver et unikt udgangspunkt for at undersøge, hvordan landskabet reagerer, når de naturlige processer får bedre vilkår.
Nørholm vil fortsat være et sted, hvor nye erfaringer skal udvikles og bruges til at forstå, hvordan naturen kan genskabes i lignende landskaber i Danmark.
Derfor vil forskere og studerende kunne undersøge, hvilke tiltag der bedst understøtter områdets unikke variation og biodiversitet i skov, hede, vådområder og det lysåbne græsland.