Asnæs Vildmark
Om Asnæs Vildmark
Et enestående kystnært morænelandskab med dramatiske kystskrænter, bølgende bakker og en natur præget af det tørre, varme Storebæltsklima.
Hvor der tidligere blev drevet økologisk landbrug, får landskabet nu lov at udvikle sig til en vildmark med urørt skov, græsland, spredt krat og nye vådområder. Det kuperede morænelandskab og de dynamiske skrænter skaber unikke betingelser for en rig og varieret natur.
Det kuperede landskab i kombination med det, efter danske forhold, tørre og varme såkaldte “Storebæltsklima”, skaber levesteder for en række sjældne arter, der normalt findes under sydligere himmelstrøg. Arter, der forventes at ville vandre nordpå i takt med klimaforandringerne.
Natur og landskab
Kystlandskab med truede arter og sjældne planter
Asnæs Vildmark rummer et kystnært morænelandskab med skov, græsland, krat og temporære vådområder. Kombinationen af varme kystskrænter, lysåbne arealer og et væld af små vådområder skaber levesteder for en lang række sjældne arter.
De yderste dele af halvøen er udpeget som Natura 2000 for at beskytte de særligt værdifulde naturtyper og de arter, der er knyttet til det tørre og varme græsland.
Asnæs Vildmark er levested for mange sjældne og truede arter. Her findes blandt andet:
- Klokkefrø, løvfrø, spidssnudet frø og butsnudet frø, som trives i de varme, fugtige lavninger
- Markfirben på de solrige skrænter og åbne overdrev
- Sjældne planter som bakkejordbær, bakketidsel, kantbælg, langklaset vikke, dansk astragel og agerkohvede
- Rødlistede græslandssvampe, herunder 14 arter af vokshatte
En af de mest særlige arter på Asnæs er forårsdamrokken, som lever i temporære pytter og vandhuller og kun er kendt fra under 10 lokaliteter i Danmark.
Det varierede landskab giver gode muligheder for at styrke de mange arter, efterhånden som områdets tidligere landbrugsarealer udvikler sig til vild natur.

Her finder du Asnæs Vildmark
Hempel Fonden overtager ejerskabet af Asnæs Vildmark den 1. januar 2026. Der er offentlig adgang efter de gældende anvisninger på skiltene i området.
Hunde skal være i snor af hensyn til de vilde dyr.

Bag om vildmarken
Vi vil genskabe Asnæs’ naturlige landskab ved at lade skov, græsland og nye vådområder udvikle sig ved hjælp af naturlige processer og store planteædere.
Asnæs-halvøen har gennem mange år været drevet som økologisk landbrug, og området giver en unik mulighed for at undersøge, hvordan landbrugsjord bedst muligt omdannes til natur af høj biodiversitetsmæssig kvalitet.
Asnæs Vildmark bliver derfor et videnskabeligt laboratorium, hvor vi i tæt samarbejde med forskere og studerende fra start vil afprøve nye og lovende metoder til genopretning af tabte artspuljer, processer og dynamikker.
Asnæs Vildmark bliver et sted, hvor nye erfaringer i omlægning af landbrugsjord kan skabes og bruges til at forstå, hvordan lignende landskaber mest effektivt kan genskabes andre steder i Danmark.