Hvordan tæller vi plantearter og tager forbehold for imperfektion?

Planten, der ikke blev set

Udgangspunktet er et enkelt, men let overset problem: imperfekt detektion. Det betyder, at sandsynligheden for at opdage en art er mindre end én. Observatøren går forbi, noterer arten som fraværende – selv om den faktisk er der.

Overvågningsprogrammer er utroligt vigtige for at følge plantepopulationers sundhed, men falske fravær kan skævvride data og give os et ufuldstændigt billede af populationen.

Hos planter tages der sjældent højde for problemet. "Fordi planter er fastsiddende organismer, er det let at antage, at vi vil se dem, hvis de er der," forklarer Emma. Samtidig er der meget at vinde ved at få tallene rigtige. Breder sjældne arter sig over tid, er det tegn på, at levestedet er sundt og understøtter dem. Går de tilbage, kan man undersøge hvorfor og justere driften, så de får bedre vilkår.

168 felter og to par øjne

Fra 20. juni til 14. juli 2026 testede Emma metoden på tre arter: Melampyrum arvense, Platanthera bifolia og Pedicularis sylvatica. De tre planter er forskellige i, hvor iøjnefaldende de er, og det påvirker, hvor let de overses. Melampyrum arvense er den mest prangende og forventedes derfor at blive opdaget oftest. Pedicularis sylvatica er den mindst prangende og dermed den mest udsatte for falske fravær.

Metoden består af to dele. Først blev Saksfjed delt op i felter på 100 × 100 meter, og i 168 af dem, i områdets sydøstlige hjørne, undersøgte Emma og hendes kolleger, om de tre arter var til stede. Undersøgelsen var opportunistisk: I hvert felt ledte de efter egnede levesteder og andre arter, der kunne pege på de eftersøgte planter. Er jorden meget tør, findes Platanthera bifolia kun langs en grøft, og Pedicularis sylvatica slet ikke. Er man langt fra kysten eller vejkanten, skal man ikke forvente at finde Melampyrum arvense.

Anden del er en dobbeltobservatør-undersøgelse i et udsnit af felterne. For hver art blev fem felter, hvor arten var fundet, gennemgået igen. To observatører søgte uafhængigt af hinanden i 75 minutter og talte alle individer af arten. Bagefter sammenlignede de: Hvor mange så begge, og hvor mange så kun den ene eller den anden? Med en række matematiske modeller kan forskellen omsættes til en sandsynlighed for at opdage hver art, som så anvendes på data fra den store kortlægning for at beregne, hvor stor en andel af felterne arten faktisk forekommer i.

Metoden skulle kunne bruges i stor skala, uden at koste mere tid og penge, end et naturprojekt har. Emmas oprindelige plan var at dække omkring 500 hektar, men det var der ikke tid til med én fuldtidsobservatør, hende selv, og én deltidsobservatør, Johanna Veentjer.

Det, tallene siger – og det de ikke siger

Platanthera bifolia blev fundet i 99 af de 168 felter. I 83 af dem var arten aldrig tidligere registreret. Betyder det, at arten har bredt sig? Det kan Emma ikke konkludere, for det kan lige så godt skyldes, at der aldrig har været lavet den slags kortlægning i de felter før. Til gengæld findes der nu et udgangspunkt.

Uden konsekvent overvågning kan vi blive ofre for det, der kaldes shifting baseline syndrome: Vi opdager ikke, hvor meget biodiversiteten er faldet gennem årtierne, fordi vi vænner os til det nuværende niveau.

Hvis nogen om nogle år besøger de samme felter igen, kan de sammenligne og se, om udbredelsen har ændret sig. Det er især interessant i et landskab, der hele tiden formes af det konstante græsningstryk fra store planteædere. Emma peger på, at Melampyrum arvense for eksempel kan brede sig og bevæge sig længere ind i området, væk fra kysten og vejkanterne.

Piloten har også lært hende, hvor metoden virker bedst: på arter, der ikke forgrener sig, og som ikke optræder i store mængder. Platanthera bifolia var den bedste kandidat, fordi de blomstrende planter ofte stod for sig selv og dermed var lette at skelne fra hinanden. De to andre arter vokser i tætte klynger af forgrenede individer, hvor det er svært at afgøre, hvor den ene plante slutter, og den næste begynder.

Det er den slags erfaringer, forskningen har brug for. "Mange rewilding-projekter har ikke et stort budget til overvågning, og derfor er det så vigtigt at forske i omkostningseffektive metoder som denne," siger Emma. Metoder, der giver et præcist billede af, hvad der sker, uden at kræve for meget tid, energi og ressourcer.