Artikel

Verdens største rewilding-konference kommer til København i 2027

image-a03e5a08075dfc3cd96eda2b0ea1283c50bca87b-2560x1708-png
26 oktober 2026

Verdens største rewilding-konference kommer til København i 2027 – nu er billetsalget åbent

--

Vi er glade for at kunne fortælle, at den internationale konference Rewilding Futures kommer til Danmark for første gang. Den 29. og 30. april 2027 samles omkring 600 forskere, naturgenoprettere, beslutningstagere og andre aktører fra hele verden i København for at dele erfaringer og diskutere, hvordan vi bedst genopretter vild natur. Nu er billetsalget åbent.

Hvordan genopretter vi natur, der er gået tabt? Hvordan skaber vi bedre vilkår for vilde arter og mere robuste økosystemer? Og hvordan omsætter vi den viden og de erfaringer, der allerede findes, til handling, der kan gøre en reel forskel for naturen?

Det er nogle af de spørgsmål, der kommer på dagsordenen, når den internationale konference Rewilding Futures løber af stablen i København den 29. og 30. april 2027.

For første gang afholdes konferencen uden for Storbritannien. Det sker, når Hempel Fonden i samarbejde med Citizen Zoo inviterer omkring 600 deltagere fra fem kontinenter til to dage med videndeling, oplæg og workshops om genopretning af vild natur.

Nu er billetsalget åbent, og det er muligt at sikre sig en plads som deltager.

Når erfaringer fra hele verden mødes

Naturgenopretning tager mange former. Det kan handle om at genskabe vådområder, genoprette økosystemer, bringe arter tilbage til deres naturlige levesteder eller skabe bedre sammenhæng mellem naturområder. På tværs af lande og landskaber arbejder forskere, organisationer og praktikere med forskellige tilgange til at give naturen mere plads og bedre betingelser.

Men hvordan lærer vi af hinandens erfaringer? Og hvordan kan viden fra konkrete projekter bruges til at udvikle nye løsninger og styrke indsatsen for biodiversiteten?

Det er omdrejningspunktet for Rewilding Futures 2027. Her mødes mennesker, der arbejder med naturgenopretning fra forskellige faglige og geografiske perspektiver, for at udveksle erfaringer og undersøge, hvordan indsatsen kan styrkes.

Konferencen sætter blandt andet fokus på, hvordan genopretning af vild natur kan bidrage til at vende tabet af biodiversitet og gøre landskaber mere modstandsdygtige over for klimaforandringer. Samtidig skal deltagerne diskutere, hvordan viden om naturgenopretning kan omsættes til konkrete handlinger, påvirke politiske beslutninger og skabe nye muligheder for at finansiere naturindsatsen.

Et andet tema er, hvordan lokalsamfund kan inddrages i arbejdet med naturgenopretning, og hvordan oprindelige folks viden om naturen kan bidrage til arbejdet med at genoprette og forvalte økosystemer.

Internationale organisationer på programmet

Rewilding Futures afholdes i 2027 for tredje gang. Den seneste konference fandt sted i 2025 i David Attenborough Building på University of Cambridge. Her deltog mere end 70 internationale talere fra Europa, Afrika, Australien og New Zealand samt Nord- og Sydamerika.

I 2027 bliver konferencen endnu en gang et mødested for organisationer og praktikere, der arbejder med naturgenopretning i vidt forskellige dele af verden.

Blandt de organisationer, der allerede er annonceret på programmet, er Re:Wild, ReShark, Rewilding Chile, Rewilding Argentina, Rewilding Britain, Rewilding Europe, The Global Rewilding Alliance, The Wildlife Trusts og Island Conservation fra Californien samt STEP-programmet i Tanzania og Jaguar Rivers Initiative.

Programmet kommer til at strække sig over to dage på CPH Conference Centre og vil byde på oplæg, workshops og faglige diskussioner om forskellige tilgange til naturgenopretning. Det kan blandt andet handle om at beskytte truede arter, genetablere økologiske forbindelser i landskabet og udvikle nye metoder til at genskabe natur.

Flere talere og programpunkter offentliggøres i løbet af de kommende måneder.

Fra danske erfaringer til international handling

At konferencen nu kommer til Danmark, giver også mulighed for at bringe danske erfaringer med naturgenopretning ind i den internationale samtale.

I Hempel Fonden arbejder vi både i Danmark og internationalt for at styrke biodiversiteten. I Vildmarken arbejder vi med naturgenopretning, forskning og uddannelse med det formål at skabe bedre vilkår for naturen og inspirere til en bredere indsats.

Samarbejdet med Citizen Zoo om Rewilding Futures er en mulighed for at dele erfaringer fra vores arbejde i Danmark og samtidig hente inspiration og viden fra andre, der arbejder med naturgenopretning verden over.

Anders Holm, administrerende direktør i Hempel Fonden, siger:

”Vi ønsker at bidrage til, at langt mere natur bliver genoprettet – både i Danmark og internationalt. Det kræver, at vi bliver bedre til at dele viden om, hvad der virker, og gøre den anvendelig for dem, der skal omsætte den til praksis”, siger Anders Holm, CEO i Hempel Fonden og fortsætter:

“Gennem Vildmarken arbejder vi med naturgenopretning gennem rewildingprincipper i Danmark, hvor vi afprøver metoder og dokumenterer resultater. Samtidig samarbejder vi med internationale naturorganisationer, som har værdifulde erfaringer fra helt andre landskaber. Konferencen er en mulighed for at bringe de erfaringer sammen og blive klogere på, hvordan vi kan udbrede virksomme tilgange og fjerne de barrierer, der står i vejen. Ambitionen er, at den viden, vi deler i København, fører til mere og bedre natur.”

Vær med, når Rewilding Futures kommer til København

Rewilding Futures 2027 er en mulighed for at møde mennesker fra hele verden, der arbejder med at genoprette vild natur, og få indblik i de erfaringer, metoder og perspektiver, der præger feltet internationalt.

Konferencen finder sted den 29. og 30. april 2027 på CPH Conference Centre i København.

Billetsalget er åbent, og du kan allerede nu sikre dig en plads på konferencen.

Find billetter her.

Praktisk information

  • Dato: 29.-30. april 2027
  • Sted: CPH Conference Centre, Tietgensgade 65, 1704 København
  • Arrangør: Citizen Zoo i samarbejde med Hempel Fonden
  • Forventet deltagerantal: Omkring 600 deltagere fra fem kontinenter