Ny art i Danmark: Mosskorpion dukker op i Vildmarken

For første gang er mosskorpionen Mesochelifer ressli blevet fundet i Danmark. Fundet er gjort i Saksfjed Vildmark på det Sydlige Lolland - et meget stort rewilding-område på 800 hektar.
Det er et fund med x-faktor. Mosskorpioner ligner noget fra en anden verden – små rovdyr med giftige klosakse og skorpion-lignende udseende.
“Det er et fund med x-faktor. Mosskorpioner ligner noget fra en anden verden – små rovdyr med giftige klosakse og skorpion-lignende udseende. Og nu er arten Mesochelifer ressli altså registreret i Danmark for allerførste gang,” fortæller biolog og edderkoppespecialist Frederik Leck Fischer, som står bag opdagelsen.
Et sjældent dyr med et dramatisk udseende
Mosskorpioner er en relativ artsfattig gruppe på verdensplan, og i Danmark er der 20 (nu 21) arter registreret. De færreste kender dog til deres eksistens, da alle arter er meget små og gemmer sig steder, hvor de færreste vil lede.
Mesochelifer ressli måler blot 3 mm, men den er et effektivt rovdyr i miniformat. Arten bruger gift i kløerne til at nedlægge smådyr, og den lever det meste af sit liv i reder, som den bygger ved hjælp af spind fra en kirtel i munden.
Det første danske fund er gjort i Saksfjed Vildmark, hvor mere end 10 individer blev lokaliseret. Mosskorpionen blev fundet siddende i deres selv-spundne reder under bark, som de havde bygget af små stykker organisk materiale, inklusiv deres tidligere afsmidte hude, hvilket tyder på, at arten bliver i samme rede gennem en længere del af sit liv.
Arten har meget få registreringer i hele Europa, og fundet er derfor bemærkelsesværdigt. Den er for nyligt blevet fundet i vores nabolande, men om det nye fund af arten skyldes en reel spredning nordpå, eller om den blot tidligere er blevet overset, er endnu uvist.
Over 110 edderkoppearter i Vildmarken
Fundet er resultatet af et systematisk overvågningsprojekt i Saksfjed Vildmark, hvor Frederik Leck Fischer laver Danmarks største kortlæging af områdets edderkoppefauna som en del af biodiversitetsmonitoreringen.
Allerede nu er der registreret over 110 forskellige edderkoppearter i de første 15 undersøgelsesfelter – over en sjettedel af alle kendte danske arter. Undersøgelsen har også ført til fundet af en ny art edderkop for den danske natur, hjulspinderen Zilla diodia.
“Danmarks natur mangler plads, og biodiversiteten er i tilbagegang. Derfor er det afgørende at følge udviklingen tæt, når vi laver ny natur som i Saksfjed Vildmark. Ved at vi kortlægger selv de oversete arter, får vi viden, der ikke bare styrker rewilding, men også hjælper naturen og muligheden for at få mere biodiversitet tilbage i Danmark,” siger Thor Hjarsen, seniorbiolog og projektchef i Hempel Fonden, der til dagligt leder rewilding-arbejdet og monitoreringen af de forskellige arter i Saksfjed VIldmark.
Saksfjed Vildmark – et rewilding-projekt i stor skala
Saksfjed Vildmark er et af Danmarks mest ambitiøse rewilding-projekter. Det tidligere landbrugsland er under omdannelse til vild natur, og fundene af både krævende og sjældne arter understreger områdets store potentiale som levested for specialiserede arter.
Fakta om mosskorpionen Mesochelifer ressli
- Fundet i Danmark for første gang i 2025
- Ca. 3 mm lang, rovdyr med gift i klosaksene
- Ufarlig for mennesker

Mosskorpionen Mesochelifer ressli, som er en ny art i Danmark fundet af biolog Frederik Leck Fischer i Saksfjed Vildmark. Foto: Frederik Leck Fischer.

Mosskorpionen Mesochelifer ressli lever det meste af dens liv i selv-spundne reder. Foto: Frederik Leck Fischer
Mosskorpionen Mesochelifer ressli under mikroskop. Video: Frederik Leck Fischer
Mesochelifer ressli i sin hjemmebyggede rede. Video: Frederik Leck Fischer