Findes der søheste i Vildmarken?
Det var ikke kun de tobenede, der nød solen på årets første forårsweekend.
Naturformidler Jens Thorving Andersen var hurtig med kameraet, da en af Vildmarkens hesteflokke boltrede sig i vandet ved Lungholm Sø i Saksfjed Vildmark.
”Det, der er så fantastisk ved vild natur med store planteædere, er, at det giver os mulighed for at opleve dyrene udfolde deres naturlige adfærd. Det er jo nok de færreste, der forbinder heste med nogle dyr, der bader en masse, men nu hvor temperaturerne tillader det, kommer vi til at se det mere og mere. Både for at pleje deres pels og køle sig ned – og, hvem ved, måske også bare for sjov,” fortæller Jens Thorving Andersen.
Der er i skrivende stund 54 Exmoor-heste i Saksfjed Vildmark, der udfylder en vigtig økologisk rolle som proxy-dyr for fortidens megafauna - altså en slags vild vikar. Hestene hjælper blandt andet med at holde skoven lysåben, når de spiser skud og opvækst, og de slider på træerne, når de gnubber sig op ad dem, og efterlader pels til fuglenes reder.
Og når de - som her på videoen - bader og løber forårskåde rundt, vedligeholder de den naturlige hydrologi og slider på jorden, så der opstår sandhuller. Det skaber den slags variation, der for eksempel gavner varmekrævende insekter. Så i forbindelse med, at hestene påbegynder deres badesæson, så vil vilkårene for andre arter også forbedres.
”Det er jo det fede. De tænker ikke over, at nu skal de ud og skabe en masse variation i landskabet til gavn for andre arter. De er bare heste. De gør bare deres hesteting
Der er også en anden adfærd, der fanger naturformidlerens øje:
”Det, hestene også demonstrerer her, er, at de er sociale væsener. De bader sammen, de nipper hinanden i ørerne og leger, og de ruller sig i græsset og galoperer sammen. Der foregår en hel masse social interaktion. Det er ren strandtur med familien,” afslutter naturformidleren.
Se videoen i sin fulde længde herunder.